Saunaens historie


Mange mennesker vinterbader fra trappen på Kulhuse havn. Det er et fantastisk mødested, hvor folk mødes på tværs og ofte får en snak. Ganske tit er den gået på, hvor fantastisk det ville være med en sauna om vinteren. 


Under Corona-nedlukning i Januar 2021, samledes en lille flok mennesker i en have i Kulhuse, for at gøre noget ved det. Siden da er det blevet til en masse møder, mails, telefonsamtaler osv. i en proces, hvor vi har arbejdet med flere løsninger og justeret undervejs. 


I juni 2021 dannede vi foreningen Kulhuse Saunalaug og vi besluttede, at vi selv ville bygge en sauna på en tømmerflåde. Efter en masse læringer, har vi i slutningen 2022 fået både kystdirektoratets godkendelse og byggetilladelse fra Frederikssund kommune. Saunaen er så vidt vi ved helt unik, fordi den skal kunne sø-og land-sættes hvert år og vores Arkitekt Allan Gray, har designet en virkelig flot sauna flåde. 


Vores første byggeleder fraflyttede Kulhuse og efter en lille krise på den post, var vi så heldige, at få Mads Lade Nielsen ombord i Januar 2023. Han er tømrer og har sammen med frivillige i arbejdsgruppen i weekender bygget vores flotte sauna som blev søsat d. 1. marts 2024 og indviet d. 3. marts 2024 og officielt taget i brug d. 4. marts 2024. 


Mange frivillige har hjulpet til og budt ind med hvad de var gode til og derfor er vi utrolig stolte over at det er lykkedes os at realisere vores drøm om en flydende sauna i Kulhuse Havn. Tak til alle der har bidraget med, at dette kunne lykkedes. 


Saunaen lægges i vandet og tages i brug om efteråret (oktober), når mange af Kulhuse Havns både lægges på land. Saunaen er i drift, indtil den lægges på land ca. i starten af maj. Det eksakte tidspunkt afhænger af, hvornår det passer med kranen, der søsætter bådene.


Hold i dag

Nyheder

Sponsorer

Instagram